Louise Mønster

Det destabiliserede jeg: om modernismens jeg under og oven vande

Når jeget i den modernistiske lyrik skal beskrives, er der en forholdsvis lille mængde af termer, som gentagende mobiliseres. Nogle af de mest frekvente fikseringer lyder, at jeget er tynget, angst, ensomt, splittet og fremmedgjort. De negative kategorier danner flok og fremmaner billedet af et subjekt i dyb krise. Og netop subjektets krise fungerer da også ofte som en af centrale bestemmelser af, hvad modernisme vil sige mere generelt betragtet. Men det er en krise med mange implikationer og med vidt forskellige resultater som følge. Hvor de ovenstående beskrivelser nemlig forudsætter, at der trods alt er et subjekt, som kan karakteriseres psykologisk, drives negativiteten andre steder så vidt, at den udraderer selve jeget. Med begreber som dehumanisering (José Ortega y Gasset) og depersonalisering (Hugo Friedrich) tages der afstand fra identiteten mellem lyrisk jeg og forfatterperson; startskuddet lyder for en proces, hvor ikke blot den lyriske stemme selvstændiggør sig – og det lingvistiske jeg således fratages sin forankring i et sjæleligt indre – men hvor også det menneskeliges domæne til tider helt forlades. Som brod mod romantikkens jegcentrering og følelsesladede poesi søger en del af den modernistiske lyrik mod det i strikt forstand impersonale. Men selvom forholdet til jeget således antager vidt forskellige former, er det fælles for såvel de modernistiske udtryk, der dvæler ved det problematiserede jeg, som dem, der søger bort fra det menneskelige, at de begge betegner et opgør med tanken om subjektet som et veldefineret udgangspunkt for en orientering i verden. Som